Mandagsvoksen

Idag har jeg været i kirke. Eller menighedshus. Junior, der er en meget syngende type, ville gerne prøve at synge i kirkens børnekor, og da han (pga. operationer i fødderne) altid har haft svært ved at finde en fritidsaktivitet, opmuntrede jeg gevaldigt. Så aftenen stod på syngende børn, mumlende forældre, Lis med knold i nakken og meget højt register og Guitar-Herman. Dertil rigtig meget Gud. Af een eller grund var jeg ikke forberedt på Gud. Ikke i den grad, i hvert fald, men han var lige der midt i cirklen af begejstrede børn, i sanglege om himmerige og avancerede gestikulationer, der vist nok var noget med, at have tro og glæde i hænder og krop. Junior har alt muligt i kroppen. Det er sjældent blevet omtalt som særlig himmelsk, men han holdt sig virkelig ikke tilbage, når Herman spillede op. Kunne ikke ordene, men fægtede vildt med armene, mimede lidt forskelligt, og indskød et "Gud" her og der, hvilket da er beundringsværdigt. Jeg så på fra sidelinjen, mens jeg undrede mig over, hvorfor de hellige festligheder gjorde mig så utilpas. Musik er jo vidunderligt og sange om chefen ligeså; altså i kirkens rum, når jeg af uvisse årsager befinder mig der, men det skurrede så sært i mine ører, når det foregik med tramp og klap, Hello Kitty tylskørter og Gore-Tex. Junior vil nok næppe blive genfødt kristen af sangleg, og hvis han gør, er det vel hans sag, men jeg følte mig nu stadig overmandet af en sær skræk, som jeg ikke helt ved hvor jeg  skal gøre af. Lis med knolden ville gerne dele sin glæde med verden, og fornemmede måske lidt kontrære vibes fra den trygge sidelinje, hvilket drev hende til at befale alle (ALLE!) ind i cirklen, så vi rigtig kunne synge og lege. Poderne elsker jo at få de gamle med, og vi er da også hysterisk morsomme, men jeg bliver bare aldrig nogen begejstret afsynger af Boogie Woogie, og bliver egentlig ikke mere tilbøjelig til den slags udfoldelser af, at femten forældre ser på mig med uhæmmet iver og forventning. Jeg bliver nærmest lidt gnaven, men havde her til aften selvkontrol nok til at tage en tur i cirklen for Junior. I skrivende stund får jeg atter lidt tunnelsyn, når billedet af undertegnede i klappende, kristen skruestik, akkompagneret af den mod enden halvsovende Herman, toner frem på nethinden. Det er efter sigende godt at blive skubbet over sine grænser, men jeg havde ikke forestillet mig, at der forefandt sig en sådan ved en gruppe 5-7 åriges kor-øver. Det er jo absurd. Drengen vil derhen og mime igen i næste uge, så jeg varmer min iskolde sjæl ved tanken om, at flere forældre havde valgt at sidde udenfor Guds sangsal under hele seancen. Der vil jeg også være at finde fremover. Sådan en rådden mor er jeg nemlig. Amen.

"Mor, er du i løbetid?". Spørgsmålet løb ubesværet over Juniors læber en alt for tidlig morgen. Førend jeg refererer mere fra den vidunderligt opbyggelige samtale, bør det nok nævnes at han havde tilbragt weekenden i selskab med en hund. Der var også mennesker tilstede, men (hun)hunden efterlod åbenbart det største indtryk, da den weekenden igennem havde døjet med noget hysteri. Hysteri på den rigtig gammeldags hormon-facon, der i tidernes morgen drev medicinere til at opfinde- og praktisere vibrerende behandlingsmetoder; altså  kønsbetinget galskab forårsaget af manglende omgang med en ordentlig han(hund). Hos de firbenede udmunder det sig, efter den lavstammede eksperts udsagn, i lidt upraktisk drypværk, lyde fra et meget dybt register og sært rullende adfærd. Jeg betragter egentlig ikke mig selv som et synderligt rullende væsen, og gør mig da relativt umage for ikke at dryppe, men Junior mente nu alligevel at der var blevet lagt spor ud i den retning. Jeg spurgte, af mentalhygiejniske årsager, ikke videre ind til den slutning, og det ville selvsagt være at foretrække, at han på ingen måde opdagede eller holdt øje med den slags, men det virker ikke rimeligt at han skal klandres for sine maskuline instinkter, omend noget præmature og forhåbentligt overflødige. Jeg kunne jo ikke engang give ham et klart svar, så stammede:"Ikke som en hund og ikke lige nu. Eller nej...". Næppe mit smukkeste moderøjeblik, hvilket nu ikke er usædvanligt, men jeg var altså ikke helt klar til den slags inden dagens første kop kaffe. Jeg bakkede derfor ud af lokalet, og kastede mig hastigt over havregrød og madpakke. Dagligdags distraktioner, der glimrer ved hjernelammende kedsommelighed, men stod alligevel tilbage med gedigen ærgrelse over, at det der med løbetid ikke hænger sådan sammen for os mennesker. Ikke på den tørlagte måde, men i manglen på netop en fast tidsperiode, hvor man blot skal holde sig i nærheden af en drypbakke og ens omgivelser ikke vil skæve den mindste smule til en rulletur på det nærmeste berber. Det ville da være alletiders! Hanvæsener ville kunne lugte at det var nu, mens det alle de andre dage kunne være lige meget, og der ville ingen tvivl være. Fokus ville altid være på rette sted. Forstå mig ret, jeg er stor fan af utilrettelagte løjer, men de ville jo så bare foregå på et tidspunkt, hvor man var totalt klar. Som single ville man kunne planlægge sine strejfture omhyggeligt, og der ville formentlig være mindre rust i fordelingsnøglen i de faste forhold. I min verden af manglende orden ville løbetid være velkommen. Så ville man slippe for virkelig mange, virkeligt sære spørgsmål (fra mænd i alle aldre), benene ville være glatte til tiden, og jeg ville kunne svare min søn:"Ja min skat, og tak for opmærksomheden. Hysteriet er kun forbigående".

Misundelse er en grim ting. Det skal man holde sig fra. Det er uværdigt, barnligt og aldeles ucharmerende. Noget så ukonstruktivt. Puuha, det er en sløj størrelse, det kan vi ikke lide, og det eksisterer primært som en lidt spøgefuld hypotese, at/hvis/når vi uforvarende planter foden i en dampende bunke af det. Undskyld mig mens jeg vasker mine tæer. Jeg har nemlig det der grønne stads i krogene for tiden. Målrettet på alt muligt ligegyldigt, der burde forblive ligegyldigt. Folk, der har det nemt (de findes!), folk, der har det svært på en yndefuld måde. Folk med ynde. Konti, der ikke giver een grundangst, angst for noget interessant. Gøglere (dem kan jeg bare ikke lide, og det kan man ikke sige for tit). Lækre boliger, lækre ben, ben i næsen, næse for penge. Føj! Det siger derfor sig selv, at jeg skriver dette fra en muggen skammekrog, iklædt en spids fy-hat og nystrikket dårlig samvittighed. Jeg ville så gerne altid klappe begejstret, og dermed være modtagelig for en pakke god karma. Bare flyde med strømmen, spændt på livets gavmilde gak og løjer lige om hjørnet, men hjørnet er skarpt og dumt, det er langt væk og lugter. Jeg bør være ligeglad, som i lige glad, men det er jeg simpelthen ikke gammel nok til. Jeg vil ha' store pakker med Audi'er og kogeøer og iPads indeni. Jeg vil være ejer af sådan en ordentlig neurose, der bliver til en overraskende og helt igennem genial debutroman. Være kreativ på den der lidt skæve måde, som alle mænd synes er helt fænomenal. Et skvæt af sexet selvironi, "gang i nogle projekter rundt omkring" og et casual Facebook profilbillede, der ligner lørdag på en tirsdag. Det vil jeg ha'. NU! Undskyld.

Forleden var jeg til halvårlig hjertekontrol på Riget. Det er absolut ikke nogen dramatisk eller voldsom omgang, men en kedsommelig og noget ensom serie af procedurer og bippende apparaturer, som jeg ikke glæder mig specielt til, men dog har vænnet mig til. At være vænnet til den slags er en sær ting, men det kan jeg altid svælge i en anden gang. Det, der slog mig i denne omgang, var tilgangen til- og omgangen med min krop, som sundhedspersonale nødvendigvis må benytte sig af, men som morfer mig om til noget, jeg ikke helt forstår. Een af undersøgelserne er et ekkokardiogram, dvs. elektroder fordelt på min overkrop samt en frygtelig masse gele og en radiolog, der skubber det hele rundt, som var jeg gravid de mærkeligste steder. Der er altså tale om helt afklædt overkrop, mens man stadig har bukser og vinterstøvler på. I denne omgang tilmed støvle i ental i selskab med ditto skisok, da den forslåede tå endnu ikke var klar til tung beklædning.  Det er ikke kønt! Når jeg så ligger der, i et gardinomsluttet aflukke med lydene fra en masse maskiner og det tilstødende aflukke, der må have indeholdt enten Darth Vader eller et svært tuberkuløst hanvæsen, skal jeg placeres først på ryggen og derefter på siden. Da jeg skal positioneres til sidstnævnte, siger ekko-damen:"Billedet er dårligt, så jeg flytter lige dine bryster"... Lyden af skrigende bremser i mit hoved. IIIIIIIIIIII!!!!!! Først og fremmest er mine bryster slet ikke (SLET IKKE!!) af et omfang, der gør dem flytbare. Bevares, de er ikke 17 mere og peger derfor måske ikke direkte mod himlen, og Junior, damn him, har stjålet en god del af fyldet, men kan vi lige blive enige om at de heller ikke har lagt sig til rette omkring min navle, eller på anden måde berettiger den slags transport-terminologi. Det kan vi! Dernæst har jeg svært ved at rumme, at nogen, udover mig selv eller en særligt udvalgt a la Jude Law, skal omrokere dem på nogen måde. Hvad der holder Jude fra den opgave kan jeg ikke forklare. Mens min hjerne og mit ego brændte stille op, og jeg overvejede at gøre andet end at knurre samtykkende, kunne jeg selvfølgelig godt se hvor få muligheder ekkodamen havde. Havde hun f.eks. sagt:"Jeg bevæger mig lige udenom dine forrygende og særdeles velplacerede attributter", ville mit hoved nok også være sprunget i luften, mens hun ville være i overhængende fare for et sexchikane-søgsmål. Hun kan jo heller ikke rigtig bare okse rundt, i og omkring dem uden at sige noget, men kunne evt. bare advare om generel famlen. Det ville have passet mig bedre. Jeg ved jo godt, at min krop og dens kliniske tilstand er hovedsagen, samt at mit ego ikke tager uoprettelig skade af lidt 3x34 håndtering, men jeg vil ikke forandres mere end det allerede er tilfældet, ved at være der. Heller ikke selvom det er hver 6. måned de næste 50 år. Jeg vil have lov til at eje min blufærdighed, til at stadig være et nogenlunde ungt menneske, og til at vælge hvad "patient" betyder for mig. Man skal bestemme sig for sin sindstilstand i det sekund man træder ind ad døren, såvel som for sin rolle i netop den bygning; om den er definerende eller blot faktuel og del af lige den dag, og jeg vil selv have mulighed for at råde over alle dele af den proces. Det kan man kun hvis man slipper for egodrab og hvinende bremser, hvilket jeg selvsagt vil formidle på overskudsagtig vis næste gang. Jeg vil i hvert fald ikke, under NOGEN omstændigheder, have mine bryster "flyttet", ej heller når jeg er 70 og de hænger ud ved mine knæ.

Min juleferie var fuld af al det sædvanlige jazz. Mad nok til at give een dårlig samvittighed resten af året/livet, rødvin i nogenlunde samme mængder, gaver, barn med forventningsvanvid og kronisk duft af fedt og forbrugerisme. Alle smukke ingredienser, der blev kompliceret af en alt for hastig opstigning fra sofaen. Derfra kværnede min ellers anonyme lilletå med stor larm ind i hjulet på mit sofabord. Bande, bande, BANDE!!!! Tåen blev blå. Dagen efter var foden blå og tåen ikke just lige længere. Kort og skæv var den. Afsted på skadestuen, med anstrøg af skam fordi det jo var sådan en umandig skade at få. Røntgen, imponeret læge. Brækket to steder, på tværs OG på langs! Stor kanyle, brækkes (AV igen!) på plads. Jo jo, det skal sgu da gøres ordentligt. Og hør så her folkens: vi kan ikke alle brække store knogler, der efterfølgende prydes med prangende gips, som der skal skrives på og pusles om, eller få hardcore hønsehoste fra den store verden af eksotisk pandemiglamour. Nogle af os kommer i ny og næ til skade med noget småt og uflatterende, men vi er stadig en slags mennesker, og der må IKKE grines! Særligt ikke når undermåleren viser sig at have ansvar for en anselig del af ens balance, der gør alt det der morhalløj temmelig besværligt. Lyskæder kan ikke hives ned, træet ikke bæres ud og pyntekasser må blive i kælderen, så ja, her er det også stadig jul. Der må stadig ikke grines. Jeg fik ingen gips, for det er jo bare en lillebitte tå, men den er altså knækket og flækket som en voldtaget Langelænder, og ikke på nogen sjov måde. Den er lille og såret, trist, kold og skoløs. Og blå. Jeg hader fødder og har alle dage gjort det, men mit blå legeme har brug for omsorg. Det sagde hun også igår. Han. Jeg siger det i hvert fald nu, for det er surt og koldt nederst i fraktur-hierarkiet, og da jeg aldrig i mit liv har ejet- eller kommer til at eje et par træsko, kommer der til at gå noget tid førend det stakkels, smertende lem bliver påklædt, hvilket i januar nok vil sikre den blålige glød for en god, lang periode. Jeg kan dertil berette at een sko og een skisok devaluerer bling'et i et nytårsoutfit ret så gevaldigt. Det er virkelig ikke særlig praktisk, og det ER altså synd!

Du skulle tage at skrive noget mere, sku' du. Det har jeg hørt en del på det sidste. I nogle år faktisk, men i stadigt stigende grad i dette snart afsluttede 2011. Jeg fik nu afløb for adskillige frustrationer på min madblog Sophyducks.dk , da Junior blev opereret sidst, samt på Juletrauma.dk for nylig, mens resten af skriverierne har været til- og for mig selv, nok mestendels fordi jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af dem. Nu ender de så her. For ja, der er frustrationer nok i det store hoved i det lille hjem, af hvilke I sikkert snart vil stifte bekendtskab med nogle stykker, men der er også almindelig forundring, begejstring, idel lykke og sydende harme. Når jeg skal sige farvel til det forgangne år, er der måske nok lidt mere på den vredladne side, men det bliver jo dermed så meget desto lettere at tage afsked. Min vredladne side vil jeg nu nødigt helt sige farvel til, men satser gevaldigt på mindre brok i det nye år, og det er jo altså ikke begyndt endnu! Jeg siger derimod hjertens gerne farvel til en søn i gips og kørestol, altså kun til gipsen og kørestolen (for nu), til hospitalsmad, epiduralkateter i en børneryg og gammelmands-løfteknirken i en voksenryg. Farvel til måneder i søvnunderskud, til et barn, der er så udmattet af at have ondt og være bange at han mister sine ord. Farvel til ord om at have ondt. Farvel til post-traumatisk børnefrygt for at være alene, blive forladt, svigtet og påført smerte, en frygt, der aldrig før har eksisteret i det lille væsen. Også et dybfølt farvel til min egen angst. Angst for ikke at slå til, for ikke at være moderlig nok, ikke at kunne rumme det, når Junior havde brug for mig og jeg helst bare ville væk. Angst for at være sådan een, der helst vil væk. Angst for ikke at give mig selv lov til at ville væk. Angst for at blive for uinteressant. Angst for at blive en gammel, træt omsorgsgiver og ellers forsvinde. Angst for at blive. Goddag til nye bekendtskaber, der dukker op de særeste steder. Der bor f.eks. sådan nogle rare mennesker på det der internet, der tilmed viser sig at være helt forrygende i virkeligheden. Goddag til den der mand, der helt sikkert venter derude i forpint længsel efter en skrivende mandagsmodel. Goddag til Juniors små piskende ben, der endelig løber meget hurtigere end mine. Til hans arrede små fødder, der virker efter hensigten og tager stiltiende imod den skældud han giver dem. Til hans runde ansigt, der hver morgen vækker mig med ordene:"Mor, du skal ha' kaffe". Kloge dreng! Goddag til nye muligheder. Ikke på den der "verden er en østers"-agtige måde, da jeg hverken kan lide østers eller tror på endeløse muligheder, men med den forsigtige optimisme, der nu engang falder mig mest naturlig. Så derfor: goddag til muligheder jeg kan leve op til. Til udfordringer, der giver mig kvalme på den fede måde, gerne uden hospitalers indblanding, og til nye mennesker, der selvsagt vil elske mit selskab. Goddag til at aflevere Junior i skole hver dag. Goddag til mere rødvin og mindre livvidde, et modsætningsfyldt forhold, der er een af livets grove uretfærdigheder, til mere mod og mindre tvivl. Goddag til mere undren, til Mandagsvoksen og til Jer.